Anmeldelse: 5 HJERTER I POLITIKEN

 

Eventyrlige fortællinger med sprogblomster om stjerner og strabadser på to hjul

Anmeldelse af Steffen Larsen, Politiken 9. juli 2018

’Piraten, Kannibalen og de andre landevejsrøvere’ er en forrygende bog for børn og unge om cykelryttere og de store løb, som kan nydes sammen med Tour de France.

To sportsgrene kalder det bedste frem hos dem, der kan noget med sproget. Og det er boksning og cykelløb. Der er ikke mange ordblomster i hverken curling eller badminton.

Ja, ikke engang i den runde kugle, der har rullet igennem juni måned.

Tour de France begyndte i lørdags, så nu står den på store klinger i det franske. Og her stiller vi i stærkeste opstilling med Mosjø Leth og alle de andre. Hvad mon de har i (sprog)posen i år?

Jakob Staalby elsker cykelryttere og de store løb. Det vil han gerne dele med børn og unge, så i den store, flotte bog med den magiske titel ’Piraten, Kannibalen og de andre landevejsrøvere’ fortæller han frit fra sadlen om stigninger og nedture, om jalousi og store hjerter (Indurains), om taktik og dødsforagt og alt det andet.

 

Masser af gode historier og raske pointer. Det er en håndbog i iagttagelse. En lærebog i cykelløbets anatomi. Det kan ikke blive meget bedre.

Disse ni historier bliver fortalt nærmest som eventyr med overblik og lune. Matti Breschel har skrevet en prolog, og Ole Rydal har komponeret de store illustrationer af mænd og deres maskiner i et ikonisk billedsprog. De er lige til at hænge op på væggen (kan hentes på: www.cykelhistorier.dk).

Det ældste eventyr er fra VM i 1948, hvor de to italienske superstjerner stod af, fordi ingen af dem undte den anden sejren.

Den ene var Fausto Coppi, der får denne præcise bemærkning med på vejen: »Han frygtede ikke helvede, men han frygtede andenpladsen«.

Seneste bidrag handler om Flandern Rundt sidste år, hvor »Vildsvinet vender tilbage«. Han hedder til daglig Philippe Gilbert.

Og her er den igen med sproget. Jakob Staalby elsker de opfindsomme tilnavne, som man hæfter på rytterne. Og det er sådan nogle som Kannibalen (Eddy Merckx), Den Grønne Kugle (Valverde) eller »en halvskaldet fyr fra Jylland«, der dog senere får sit rigtige tilnavn, Ørnen fra Herning.

Det er godt, at Bjarne Riis kom med på holdet i denne bog. Beretningen om hans ridt op ad Hautacam »med diamanter i benene« under Touren i 1996 er rent guld og gul førertrøje.

Her er herlig læsning for fædre og sønner. Masser af gode historier og raske pointer. Det er en håndbog i iagttagelse. En lærebog i cykelløbets anatomi. Det kan ikke blive meget bedre.

 


Skriv en kommentar