Touren for børn: DEN FLYVENDE HOLLÆNDER

Nu er der kun få dage til Tour de France starter, og i dag skal vi møde den store og elegante verdensmester i enkeltstart, hollænderen Tom Dumoulin. Han stiller til start sammen med danskeren Søren Kragh Andersen.

Tom er en stor fyr: 1,86 meter høj og over 70 kg tung. At kalde sådan en krabat for en sommerfugl kan virke mærkeligt. Men se hvor let og elegant han flyver af sted på sin store cykel. Så forstår man godt, at hollænderne kalder deres nye cykelstjerne for Sommerfuglen fra Maastricht. For det ser næsten ud som om, han svæver henover landevejene, når han træder pedalerne rundt i sit store og tunge gear.

I kampen mod uret er der ikke mange, der kører lige så hurtigt som Sommerfuglen. Han er verdensmester i enkeltstart. Og han kan ikke bare holde et uhyggeligt højt tempo på flad vej. Også når det går opad, formår den store hollænder at holde sig flyvende. 

 

Verdensmesteren

Til verdensmesterskabet i Norge sidste år startede han halvandet minut efter Chris Froome. Alligevel nåede han næsten at indhente den superhurtige englænder på vej op ad den stejle stigning, hvor enkeltstartsruten sluttede.

Sammen med den unge dansker Søren Kragh Andersen og to andre holdkammerater fra Team SunWeb vandt han i øvrigt også verdensmesterskabet i holdenkeltstart.

I det hele taget var 2017 i fantastisk år for den nu 27-årige hollænder. Her fik han sin karrieres største triumf, da han vandt Italien Rundt. Og det var ikke nogen enkel sejr, for han var oppe imod erfarne og forrygende folk som Kondoren Quintana og Hajen Nibali, som ofte kører langt hurtigere i det høje bjerge. 

 

En lyserød trøje med maveproblemer

En af dagene var det ved at gå helt galt. På 16. etape sad den lyserøde førertrøje sikkert på Toms store skuldre. Men pludselig, lige inden et stort bjerg, fik han voldsomme maveproblemer. Der var ikke noget at gøre: han skulle på toilettet. Men der er selvfølgelig ikke nogle toiletter på en bjergetape. Så Tom måtte stå af cyklen, trække buskerne ned og sætte sig i vejsiden for at - nå ja - lave stort.

De andre ryttere kunne selvfølgelig ikke vente på Sommerfuglen, så de fortsatte i fuld fart op ad bjerget. I stedet for at følges med de andre, måtte han nu kæmpe sig alene op ad den stejle stigning. I stegende hede og med ondt i maven. Alligevel lykkedes det ham at begrænse tidstabet til sølle to minutter. 

Han beholdt lige akkurat førertrøjen, men et par dage efter angreb Nairo Quintana igen. Denne gang kunne Sommerfuglen ikke følge med Kondoren. Tom Dumoulin røg ned på en fjerdeplads, og han måtte aflevere den lyserøde trøje til den lille colombianer.

Men kun en enkelt dag. For næste dag var der en lang enkeltstart, og her knuste hollænderen samtlige af sine modstandere med en overbevisende etapesejr. Han rykkede tilbage på førstepladsen, fik sin lyserøde trøje igen og beholdt den hele vejen til Milano, hvor løbet sluttede.

 

En outsider

I år har Tom også kørt stærkt. Men han har ikke vundet lige så meget. I Italien Rundt blev han slået med sølle 46 sekunder af Froomey. Det var kamp helt frem til den sidste dag, og der er ingen tvivl om, at Sommerfuglen brugte mange kræfter på at forsøge at gentage sin sejr fra året før.

Spørgsmålet er nu, om han har brugt alle sine kræfter, eller om han er klar til endnu en tre uger lang kamp med Chris Froome og de andre. Selv siger han, at han er klar og går efter at vinde løbet.

Alle hollænderne håber, at han har ret. Det samme gør hans holdkammerat, den unge dansker Søren Kragh Andersen, som Tom har taget med til Frankrig for at få hjælp til at vinde verdens største cykelløb.

 

Læs om andre af de store Tour-navne her. 


Skriv en kommentar