Touren for børn: OPRØREREN MIKEL LANDA

 

På den sidste dag, inden Touren starter, er vi nået til en af outsiderne. En af dem, der kan vende hele løbet på hovedet. Sig goddag til baskeren Mikel Landa. 

Froome, Quintana og de andre, vi har fortalt om i de sidste par dage, er helt klar de største favoritter til at stå på podiet i Paris, når årets Tour de France slutter. Men der er mange, der er klar til at skubbe de store navne væk for toppen af klassementet. Vi kan ikke nå dem alle, inden løbet starter i morgen, så lad os nøjes med en af de sjoveste: Baskeren Mikel Landa.

Baskerlandet ligger i det nordlige Spanien, men baskerne er ikke som andre spaniere. De er et stolt og selvstændigt folkefærd, der har deres eget sprog og deres egne holdninger. De gør gerne, som de selv vil, og de følger ikke altid de samme regler, som alle andre. De er det, man kalder for nogle værre anarkister.

 

En barsk banan

Landa er en rigtig basker. En barsk banan, der ikke bryder sig om få for mange ordrer. Han kaster gerne et par bomber ind i løbet, og kører vildt og voldsomt op ad de stejleste stigninger. Også selvom det ikke passer de andre på hans hold. For det er ikke altid, at han gør det, som han har fået besked på at gøre.  Han er kort sagt en anarkist på to hjul.

Derfor bliver det spændende at se, hvad han kan finde på at lave af ballade, når Touren rammer de høje bjerge. Så hold godt øje med Anarkisten fra Baskerlandet. Det er ikke til at vide, hvad han finder på, men det bliver helt sikkert ikke kedeligt. 

 

Træt af at køre for de andre

Landa er en rigtig pokerspiller, der ikke fortrækker en mine, når det går hedt til. Hans ansigt er som mejslet i sten, når han trykker sit oprør ud i pedalerne. Man kan aldrig se på ham, om han lider eller om han bare hygger sig, når han piner de andre med sit høje tempo i bjergene. 

De sidste par år har Anarkisten kørt som hjælperytter på de store hold. Sidste år kørte han for Sky-holdet, hvor var med til køre Froome frem til hans tredje sejr i de store franske løb. Faktisk kørte Landa så godt, at endte med en samlet fjerdeplads.

Hvis ikke han havde fået besked på at vente på sin kaptajn, havde han helt sikkert kørt sig helt op på podiet. Da løbet sluttede, var Landa kun ét sølle sekund fra at slå franskmanden Bardet, der endte på tredjepladsen.

Hvis ikke han havde fået en direkte ordre fra Froomey og hans sportsdirektør om at holde igen på kræfterne, så hans kaptajn kunne følge med, var han helt sikkert endt med at stå på poidet i Paris.

Det var Landa sur over. Meget sur. Så han pakkede sit tøj og sagde farvel til verdens bedste hold. Han ville hellere køre på et hold, hvor han kunne få lov til at lave ballade.

 

Tre kaptajner?

Nu er han skiftet til det spanske hold Movistar, og det bliver meget spændende at se, hvad der kan komme ud af det. Han kører nu sammen med et par af Froomes største konkurrenter: Kondoreren Quintana og veteranen Valverde.

Sammen er de tre nogle uhyggeligt stærke fyre, der alle vinde Touren. Spørgsmålet er bare, om de kan finde ud af at hjælpe hinanden eller om de hver i sær vil køre for deres egen chancer.

Quintana ligner den stærkeste af de tre. Og det er nok ham, der skal køres for, selvom ingen af dem vil fortælle, hvem der er holdets kaptajn. Det holder de hemmeligt for de andre ryttere.

 

En vanvittig plan?

Det er en god plan. For hvis Landa angriber, bliver de andre nødt til at svare igen og prøve at hale ham ind. Derfor kan Movistar bruge Anarkisten til at lave rav i den. Og så kan Quintana køre kontra, når de andre favoritter har brugt kræfterne på at hente baskeren.

Men det kan også være en vanvittig plan. FOr hvis Landa en dag får et stort hul, er der ingen tvivl om, at han vil skide højt og flot på, hvem der er kaptajn på hans hold. Så kører Anarkisten sikkert bare efter sin egen chance, og vil være helt og aldeles ligeglad med, at de andre fra hans hold ikke kan følge med.

Det er klart, at det med sådan en vildbasse på holdet, kan det gå grueligt galt. At det kan blive rent kaos for Movistar. Men omvendt, kan det også det vise sig at være lige præcis dét, der skal til for at smadre de andre hold. Ikke mindst Sky kan få store problemer med at skulle slå et hold, som hele tiden finder på deres egne regler. Det er ikke til at vide, hvad der sker, når man slipper en anarkist som Landa løs.

Man kan kun glæde sig til at se, hvad der sker. For uanset om det går godt eller skidt, når Landa basker løs i bjergene, så bliver det helt sikkert ikke kedeligt at se på.

Læs om de andre favoritter her


Skriv en kommentar