Kannibalen i sneen

  

 

Det er forår i Italien, og det store etapeløb Giro d’Italia er skudt i gang. Solen skinner, og folk er samlet langs gader og parker i den elegante, norditalienske by, Novarra. Fra højttalerne, der er stillet op over hele byen, kan man høre, at feltet nærmer sig. Alle 130 ryttere er stadig samlet.

”Mine damer og herrer. Feltet nærmer sig i forrygende fart.” Speakerens stemme skratter ud i gaderne. ”Sprinterne gør sig klar til afslutningen på dagens hæsblæsende etape.”

Der er lagt op til en massespurt inde midt i Novarra. Sådan skal det også være. I starten af det store løb er der tradition for, at sprinterne kæmper hårdt mod hinanden helt frem til målstregen. Publikum glæder sig til at se deres italienske helte kæmpe om at vinde dagens etape.

Men inde midt i feltet sidder der en ung fyr med bakkenbarter, tilbagestrøget hår og stribet cykeltrøje. Han er fra Belgien, og han har ikke tænkt sig, at dagens sejr skal gå til en italiener.

Der er kun en kilometer til mål. Cyklerne tordner gennem byens gader. ”Nu kan rytterne snart se målstregen”, lyder det fra speakeren. ”Sprinterholdene er klar til at fyre deres kaptajner af. Mine damer og herrer, snart kommer den store spurt. Men hov, hvad er nu det? Hvem kommer der?”

Pludselig sker noget, ingen havde regnet med. Ud af ingenting kommer den unge belgier susende. I et sving træder han ekstra til og stikker af fra feltet. De kører hurtigt allerede, men han kører endnu hurtigere. Han lægger dem alle bag sig. Med et overmenneskeligt tråd i pedalerne får han feltet til at falme.

”Mine damer og herrer. Det er vanvid, dette her. Denne unge mand er gal. Hvad tænker han dog på? Ingen kan vinde en spurt ved at angribe en kilometer fra mål.”

Men det er lige præcis, hvad den unge belgier gør. Snyder dem alle og kører fra dem, netop som de er ved at gøre klar til massespurten.

”Han får hul! De kan ikke hente ham. Det er magnifico!” skriger speakeren på sprudlende italiensk. ”Jeg har aldrig set noget lignende. Den unge belgier hæver sine arme over hovedet. Kører alene over stregen. Han har snydt dem alle. Estupendo!” råber speakeren. Det er italiensk og betyder ligesom magnificostorarteteller strålende.

Den unge belgier ræser over stregen seks sekunder foran de forbløffede sprintere. Det giver ham ikke alene dagens etapesejr; han tager også den lyserøde førertrøje. Det er den eftertragtede trøje, som den rytter, der fører i den samlede stilling, får lov at køre i.

Italienerne er forbløffede. Det havde ingen regnet med. En journalist spørger den unge belgier: ”Havde De selv tænkt Dem, at De skulle vinde etapen i dag?”

Den unge belgier ser overrasket på ham. ”Hvorfor spørger De dog om det, hr.? Tror De da, at jeg er kommet for at se de andre vinde?”

Selvfølgelig er den unge belgier kommet for at vinde. Hver gang han stiller op til et cykelløb, gør han det for at vinde. Han er nemlig ikke hr. hvem som helst. Han er hr. Édouard Louis Joseph Merckx. Eller bare Eddy Merckx [Æddi Mærks].

 

Ung og uerfaren

De kalder ham Kannibalen, for når han er sulten efter sejr, æder han sine modstandere med hud og hår. Han bliver den største cykelrytter, verden nogen sinde har set og nok nogen sinde kommer til at se. Det ved italienerne og resten af verden ikke endnu, men det skal de snart finde ud af.

Han ligner ikke de andre belgiske ryttere. De er ofte nogle seje typer med store og kraftige muskler og hårde ansigter. Kannibalen Eddy er mere elegant. Han har høje kindben og mørke øjne. Med sine bakkenbarter og Elvis Presley-frisure ligner han en mellemting mellem en rockstjerne og en græsk gud.

Men det er nu ikke så meget hans udseende, der gør, at folk er begyndt at tale om ham. Eddys store scene er landevejene, og det er her, han rocker.

Det er ikke så mange år siden, at Kannibalen stadig boede hjemme hos sin mor og far. Han kørte budcykel for sine forældre, der havde en købmandsbutik i en lille belgisk landsby. Han viste sig hurtigt at være god til at cykle. Så meldte han sig ind i en klub og vandt snart en masse ungdomsløb. Det gik så godt, at han fik plads på et af de professionelle hold, da han var gammel nok til det.

Han har kun kørt som professionel i et par år, men har allerede vundet flere af de store løb. Milano-Sanremo, Paris-Roubaix og ikke mindst verdensmesterskaberne i Holland året før. Det er godt gået af en fyr, der endnu ikke er fyldt 23 år.

Den unge kannibal er mest kendt for at køre endagsløb. I de store etapeløb, som varer i flere uger, er der ingen, der regner med ham. Det kræver meget mere erfaring at vinde sådan et stort løb, og Eddy har kun kørt Giro d’Italia én gang før. Det var året før, hvor han vandt to etaper undervejs, men var langt fra at vinde det samlede løb.

I år har han appetit på mere. Og her i Novarra er alle vildt begejstrede for den unge kannibals vanvittige angreb. Alle på nær én. Det er kannibalens holdkammerat Vittorio Adorni [Adårni]. Han synes, det er en rigtig dårlig idé, at den unge Eddy allerede nu skal køre rundt i den lyserøde førertrøje.

Vittorio og Kannibalen deler hotelværelse på turen rundt i Italien. Vittorio er otte år ældre end Eddy. Han ved, hvordan man vinder et cykelløb, men han ved også, hvordan man taber det. Vittorio har al den erfaring, som den unge Eddy mangler, og derfor er det hans opgave at hjælpe den uerfarne belgier i det store løb.

”Var vi ikke enige om, at vi skulle vente med at tage den lyserøde trøje?” spørger Vittorio Eddy om aftenen, da de ligger i deres senge på hotellet. ”Jamen, jeg ville prøve feltet af. Se, hvad de var til”, forklarer Eddy. ”Det nytter ikke noget. Så skal vi bruge kræfter på at forsvare trøjen de næste tre uger. Det er en dårlig plan. Du bliver nødt til at give trøjen fra dig igen.”

 

Kannibalen slipper trøjen

På tredje etape får en flok udbrydere lov til at stikke fra feltet. Eddy er ikke meget for det, men Vittorio fortæller ham, at de skal have lov til at køre. ”Tranquillo”, siger han. Det er italiensk og betyder rolig.

Det ender med, at udbryderne får mere end fire minutters forspring. En rytter ved navn Dancelli [Darntjæli] overtager den lyserøde trøje fra Kannibalen, som nu ligger mere end fire minutter efter i den samlede stilling.

Dancelli bliver kaldt for Uglen, fordi han har store, runde øjne. Ham er Kannibalen ikke bange for. Han og Vittorio er bare glade for, at de slipper for at skulle forsvare trøjen. Der er en anden fugl, de er mere bange for. Det er Rovfuglen fra Bergamo, den berømte og succesfulde Felice Gimondi [Feliz Djimårndi].

Rovfuglen ved, hvordan man vinder et stort cykelløb, for det har han prøvet flere gange før. Han vandt Giro d’Italia året før og er italienernes store favorit i år. Han ligger kun nogle få sekunder efter Kannibalen i den samlede stilling. Han er klar til at slå til og snuppe trøjen så snart, han kan se sit snit til det. Derfor har Eddy svært ved at være tranquillo,og allerede efter to dage angriber han igen.

Feltet er ankommet til badebyen Sanremo ved Middelhavet. Ruten strækker sig flere gange rundt om byen, ned til det blå hav og op igen i bjergene, der rejser sig bag byen. Men Kannibalen har ikke tænkt sig at nyde udsigten.

Første gang de kører ind i byen, stikker han af sammen en af de andre store favoritter, den lille Zilioli. De hamrer gennem Sanremos snævre gader. Op og ned ad bjergvejene. Rundt og rundt i de skarpe sving. Rovfuglen Gimondi og Uglen Dancelli blafrer efter dem som vilde dyr med vinger, men kræfterne slår ikke til. De fanger ikke deres bytte.

Da dagens etape er omme, har Kannibalen snuppet en stor luns af Dancellis forspring. Nu ligger han nummer to, knap to minutter efter den lyserøde førertrøje. Men lille Zilioli har også fået en stor bid af kagen. Han vinder dagens etape og ligger nu på en tredjeplads kun fem sekunder efter Kannibalen.

De næste dage tager Kannibalen mere og mere tid fra Uglen. Hvis viljen sidder i maven, så knurrer Kannibalens mave som besat, og han vil ikke nøjes med krummer og grøntsager. Kannibalen vil have kød.

 

Bjergene begynder

På 10. etape rammer feltet det første store bjerg, som hedder Monte Grappa. En af Kannibalens hjælperyttere stikker af og kommer først op til toppen. 46 sekunder før Kannibalen. Det gør ham vred, for ingen skal tage selv den mindste luns fra en kannibal. Men værre er det faktisk, at Rovfuglen også langsomt æder sig ind på den lyserøde trøje.

Og nu kommer bjergene for alvor. De lidt over hundrede ryttere er nemlig kørt ind i Dolomitterne, som er nogle frygteligt høje bjerge, der ligger helt oppe nordpå i Italien, lige på grænsen til Østrig. Bjergtinderne strækker sig langt op over de grønne bjergsider og ligger som sneklædte dragerygge, der stikker op gennem skyerne.

12. etape fører op til toppen af Dolomitter-bjerget Tre Cime de Lavaredo [Tre Tjime de Larvaræhdo]. Det er løbets højeste bjerg, og det rager hele 2.320 meter op over havets overflade. Foran de efterhånden lidt møre ryttere venter 250 kolde kilometer i tunge, våde skyer fulde af regn, slud og sne.

Allerede tidligt på dagen stikker en gruppe på 12 ryttere af sted. Kannibalen vil straks sætte efter dem, men Vittorio siger tranquilloigen. ”Vent, Eddy, vent!”

På det næstsidste bjerg i dagens etape har de 12 udbrydere slidt sig til et forspring på mere end 10 minutter. Kannibalen kan ikke længere bare sidde i feltet og holde sig i skindet. ”Gamle Vittorio må tænke og sige, hvad han vil”, siger Kannibalen for sig selv. Han kan ikke vente længere nu. Så han træder til, og snart er han stukket af fra Vittorio, Rovfuglen, Lille Zilioli og de andre stjerner. Temperaturen er faldet til frysepunktet, og regnen er blevet til sne, der falder tungt på vejen.

Vittorio er vred. Han tænker, at Kannibalen stikker af alt for tidligt. Han sænker farten for at falde tilbage i feltet og komme ned til holdbilen for at tale med holdets chef – ham, man kalder sportsdirektøren. Vittorio råber til sportsdirektøren: ”Du er nødt til at køre op til Eddy og fortælle, at han skal vente. Det er for tidligt at erklære krig!”

”Hvad nu, hvis han ikke vil?” råber sportsdirektøren tilbage med hele overkroppen hængende ud af bilruden. ”Så kører du ind i ham, så han vælter”, råber Vittorio. ”Du må stoppe ham. Han skal vente til de andre bliver så kolde, at de ikke kan holde tempoet længere.”

Sportsdirektøren gør, som Vittorio befaler og kører frem til Kannibalen. ”Du skal sætte farten ned, Eddy. Du holder aldrig til mål i det tempo. Tranquillo, Tranquillo.” ”Gu’ vil jeg ej!” råber Kannibalen tilbage. ”Men det skal du. Og du skal gøre det nu! Ellers taber vi det hele på gulvet!”

Kannibalen synes, at det er pinligt at sætte farten ned nu, hvor han lige har angrebet. Hvis han falder tilbage til feltet, vil alle jo tro, at han er svag. Så i stedet for bare at sætte tempoet ned, lader han som om, han er punkteret. Han stopper helt op og beder sportsdirektøren om at give ham et nyt hjul, selvom det gamle ikke fejler noget som helst.

Tiden tikker af sted, og der går lang tid, før Vittorio og de andre favoritter når op. Kannibalen får øje på dem og sætter sig i sadlen igen. Han syder af raseri og stamper vredt i pedalerne, mens han kværner videre op ad bjerget.

 

Snestormen

Det bliver ikke lettere for Kannibalen og de andre ryttere. Vejret bliver værre og værre. Bjergsiderne er dækket af sne, og der ligger tungt sjap på vejene. Det slider på kræfterne at køre i kulde, og det mærker udbryderne. En efter en falder de fra, og snart er der kun fem eller seks ryttere tilbage i udbruddet. De lider men trøster sig ved tanken om, at de stadig har et stort forspring til Kannibalen og de andre favoritter. Faktisk er de stadig hele ti minutter foran, da de begynder at køre op ad det sidste, store bjerg.

Kannibalen sidder stadig sammen med sine to værste konkurrenter, Lille Zilioli og Rovfuglen Gimondi. Han kan se, at de hundefryser i kulden. Kannibalen fryser også, men inden i ham brænder han efter at angribe.

Og endelig sker det! For nu giver Vittorio den unge Kannibal lov til at angribe. ”Kom så, Eddy! Nu kører du. Vis dem, hvem du er!”

Kannibalen rejser sig op i pedalerne. Det ser vanvittigt ud. Den regnvåde sne vælter ned over ham, og han har kun et tyndt lag tøj på. En kortærmet trøje, shorts, en hue og et par vanter. Alligevel er han fyr og flamme. Han træder til med alt sit raseri og al sin sult. På et splitsekund river han sig løs fra de andre. Lille Zilioli og Rovfuglen er hjælpeløse.

Kannibalen pløjer sig op gennem regnen og snedriverne. En for en indhenter han sine forfrosne konkurrenter. De ligger spredt ud over bjerget og kæmper med de sidste kræfter for at holde varmen og undgå at blive hentet. Men Kannibalen æder dem råt, den ene efter den anden. Han tager et minut, to minutter, tre minutter og fortsætter sin vilde menneskejagt gennem snestormen. Til sidst har han indhentet samtlige ti minutter og slugt hver og en af sine modstandere.

Oppe på toppen står tilskuerne pakket ind i store tæpper, varme jakker og tykke huer. Kannibalen kommer kørende ud af den hvide storm som en konge i korte ærmer. Han er så træt og kold, at han er lige ved at falde af cyklen, da han kører over stregen. Hans hjælpere griber ham og lægger store, varme tæpper over ham. Han har næsten ikke kræfter til at løfte armene i vejret og fejre, at han har sejret over dem alle.

Længere nede ad bjerget slæber de faldne modstandere sig op i sneglefart. De ligner forfrosne zombier på drivvåde jernheste. Rovfulgen Gimondi, den store favorit og mester, er slået helt omkuld. Han er næsten ti minutter efter Kannibalen. Ti minutter, han aldrig kommer til at hente. Grædende må Rovfuglen erkende sit nederlag.

Den dag viser Kannibalen, at han er umættelig, og at han ikke har tænkt sig at vise nåde over for nogle eller noget; at han er en af de allerstørste.

Resten af årets Giro d’Italia bliver en ren formalitet for Kannibalen. Han ender med at vinde fem minutter foran Vittorio og næsten ti minutter foran Rovfuglen Gimondi. Han vinder ikke bare den lyserøde førertrøje, men også bjergtrøjen og pointtrøjen – og hans Faema-hold tager holdkonkurrencen.

Kannibalen har gjort rent bord. Han har ædt alt og alle med hud og hår. Der er ikke så meget som en enkelt lille krumme tilbage til de andre. De får heller ikke meget at spise i de kommende år.

Kannibalen vinder Giroen fem gange, Tour de France fem gange og Spanien Rundt en enkelt gang. Og han tager også alle de store monumenter, de berømte endagsløb, flere gange end nogle andre.

I alt vinder Kannibalen mere end 525 cykelløb, før han efter 18 år i sadlen stiller cyklen fra sig og siger tak for mad.

 

*** 

Eddy Merckx er den mest vindende cykelryttere nogensinde, og alle er enige om, at der aldrig kommer en rytter som ham igen. Han bliver sammenlignet med de store sportslegender som bokseren Muhammed Ali og fodboldspilleren Pelé. Merckx startede i 1980 en virksomhed, der fremstiller cykler og er desuden medejer af en række mindre cykelløb i Mellemøsten.

 

***